16. august 2018

Nyhedsbrev august 2018

 

 

KLAR TIL EFTERÅRSSÆSONEN

SÆT TURBO PÅ INDSTUDERINGEN
Kom til kursus med korkonsulenterne, når vi fordyber os i effektive indstuderingsmetoder med tips og tricks til god og sjov indlæring af ny musik og tekst i koret. Vi glæder os til at præsentere jer for lege, idéer og materialer, der sætter skub i indstuderingen, nodeforståelsen, gehør og prima vista for kor med sangere i alle aldre.
Kursus i Budolfi Kirkes Krypt d. 14. september 2018, kl. 10-16.
Tilmeldingsfrist d. 31. august 2018.
Kontakt kursus@fuk.dk / 21 20 70 51 for tilmelding eller spørgsmål og læs mere i flyeren her (PDF).

SYNG MED TIL VORES FØDSELSDAGSFEST
Har I tænkt på, hvordan I kan være med til at fejre fødselsdag, når Folkekirkens Ungdomskor har 50-års jubilæum? På vores hjemmeside har vi samlet en oversigt over forskellige jubilæumsaktiviteter:
www.fuk.dk/aktiviteter/jubilaeum-50-aar
Vi opfordrer alle til at markere jubilæet ved at anvende jubilæumsværket ”I kor med alle engle” eller den nye sang, ”Og Gud sang”, som kan downloades fra hjemmesiden. Jubilæumsværket vil også være på programmet, når der afholdes jubilæumsstævner rundt om i landet. Læs mere i kalenderen på hjemmesiden: www.fuk.dk/kalender
Det ville også være herligt med nogle ”Kom og syng i kor”-arrangementer lokalt i jubilæumsperioden – for både børn, unge og voksne – så folk kan opleve, hvad korsang betyder. Det kunne også være en del af et samarbejde med nabosognet eller et fælles projekt i provstiet med fokus på korsangen – og dermed en vigtig del af jubilæumsfejringen!

PRIVATLIVSPOLITIK
Folkekirkens Ungdomskor er som forening omfattet af de nye persondataregler, der trådte i kraft med EU’s nye persondataforordning 25. maj 2018. Det betyder, at foreningen skal behandle og opbevare persondata/personoplysninger (og især de følsomme) om ansatte, frivillige, leverandører osv. - og naturligvis også om medlemmer - med omhu og sørge for, at der er dokumenterede formål med og tilladelse til at bruge oplysningerne; samt at der er forsvarlige procedurer og sikrede it-systemer til at behandle dem i. Derfor har vi bl.a. udarbejdet en ”Privatlivspolitik for Folkekirkens Ungdomskor” og en ”Fortegnelse over behandling af personoplysninger i Folkekirkens Ungdomskor”, som du kan finde på www.fuk.dk, hvor dokumenterne har været tilgængelige siden 25. maj.