18. marts 2021

Amatørkulturen har brug for kunstigt åndedræt

Genåbning af foreningslivet og det amatørkulturelle område bør prioriteres højt. Det var budskabet, da Folkekirkens Ungdomskor deltog i et Zoom-møde med statsminister Mette Frederiksen om, hvordan corona påvirker det frivillige foreningsliv.


- Vi ønsker en langsigtet og trinvis genåbningsplan, hvor der åbnes mere og mere op i takt med, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt,
sagde korkonsulent i Folkekirkens Ungdomskor, Kristine Vad på et møde med Mette Frederiksen torsdag den 18. marts 2021. Mødet var indkaldt af statsministeren, som gerne ville høre, hvordan coronaen har påvirket det frivillige foreningsliv.

- Danmark er korsyngende folk, og sang er en vigtig del af dansk identitet. Vi er noget så sjældent som et land, hvor en ny udgave af Højskolesangbogen topper bestseller-listerne! Men under coronaen har korene været nødlidende, og mange har i perioder måttet lukke helt ned. Det har påvirket trivslen, for sang og andre musiske udfoldelser er sundt for både krop og sjæl. Derfor bør genåbning af foreningslivet og det amatørkulturelle område prioriteres højt, understregede Kristine Vad, som på mødet også repræsenterede amatørkulturen bredt.

Hun fremhævede især en hævning af forsamlingsloftet – også indendørs - så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt, som helt afgørende for, at kor, orkestre og ensembler kan komme i gang med at øve. Men også ens og enkle retningslinjer for kultur, kirke og kommune, er nødvendige for at undgå forvirring. Sidst, men ikke mindst, vil en fortsættelse af hjælpepakkerne til det kulturelle foreningsliv være enormt vigtigt, sagde Kristine Vad.

- Hvis der er sundhedsmæssigt belæg for det, kunne man jo overveje en differentieret åbning, hvor børne- og ungdomskor åbner før voksenkor, tilføjede hun.

- Jeg tror, det er den slags initiativer, der er brug for, for at de titusinder af aktive danskere kan vende tilbage til det amatørkulturelle område – til gavn for den enkeltes trivsel, de lokale fællesskaber og sammenhængskraften i samfundet, sluttede Kristine Vad.

Yderligere oplysninger: Sekretariatsleder, Henrik Gantzel, 21793531

Download pressemeddelesen som pdf